Læserbrev: En værdig beskæftigelsesindsats kræver investeringer

Det glæder mig som næstformand i Udvalget for Unge, Uddannelse og Beskæftigelse, at vi i Billund Kommune – trods store statslige besparelser – har valgt at geninvestere i beskæftigelsesområdet i budgettet for 2026. Det er en klar politisk prioritering: Vi tror på, at en værdig, nærværende og målrettet beskæftigelsesindsats ikke kun hjælper den enkelte borger, men også styrker fællesskabet og det lokale erhvervsliv.

Den nye beskæftigelsesreform fra Christiansborg lægger ellers op til markante nedskæringer på området. For Billund Kommune ville det have betydet besparelser på op mod 12,7 mio. kr. – penge, der risikerede at underminere den succes, vi har skabt, hvor vores jobcenter er blandt landets allerbedste – med tre førstepladser i træk og en ledighed på under 2 %.

Vi har en arbejdsmarkedsindsats, der virker – fordi vi sætter borgeren først og samarbejder tæt med virksomhederne. Vi hjælper folk hurtigt videre, vi får dem i gang, og vi gør det med respekt. Derfor er det helt naturligt, at vi som kommune har valgt at geninvestere de sparede midler direkte i området. For det handler ikke kun om tal – det handler om mennesker.

Jeg er især glad for, at vi i budgettet har valgt at afsætte én million kroner årligt til at skabe småjobs på kommunale arbejdspladser. Forskning viser, at netop småjobs kan være nøglen for borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Det giver håb, værdighed og nye muligheder. Det er socialt ansvar i praksis – og det er noget, vi som kommune skal gå forrest med.

Vi har et stærkt fundament i Billund Kommune, og vi har valgt at bygge videre. Det er jeg både stolt af og glad for. Beskæftigelse handler ikke kun om job – det handler også om værdighed. Det er en investering.

Venlig hilsen

Jannick Dam Kristensen, Socialdemokratiet
Næstformand i Unge-, Uddannelses- og Beskæftigelsesudvalget