Snart sidder Regeringen og KL overfor hinanden om årets økonomiforhandlinger. Disse danner rammen for hvor mange penge, vi må bruge ude i kommunerne på både drift og anlæg, det kommende år.
Jeg håber, at et af de helt store temaer bliver at indse, at den økonomiske spændetrøje kommunerne har været under i årevis er mange numre for lille! At vores nye finansminister Nicolai Wammen vil være med til at sikre, at vi i kommunerne får tilstrækkelige midler, til at kunne indfri borgernes behov.
Lad os være realistiske – igen i år ser det ud til, at der er en overskridelse af anlæg – i kommunerne har vi et reelt, og presserende behov for at skabe fysiske rammer til mange flere borgere. Vi bliver både flere ældre og flere børn. Skiftende regeringer har i årevis presset anlægsudgifterne nedad i økonomiforhandlingerne.
Velfærd koster, og hvert år gør vi kommunalpolitikere, hvad vi kan, for at få enderne til at nå sammen.
I vores kommune har vi bl.a. skoler, der trænger til gennemgribende renovering, behov for udvidelser af daginstitutioner. Udgifterne til veje i en kommune, med mange ind pendlere og turister er også stigende. Ligesom vi har ønsker om, og behov for at bygge visionært for børn, unge og ældre.
Billund Kommune tilhører en af landets 3 gældfrie kommuner. Vi er en kommune i rivende udvikling med ambitioner om mere vækst, og gode betingelser for at tiltrække nye borgere til kommunen.
Den virkelighed vi møder i Billund er, at vi har pengene, men vi må ikke bruge af dem til velfærd og anlæg, de ligger solidt i kommunekassen, hvilket skaber frustration både blandt borgere og politikere.
Som jeg ser det, er der ingen vej uden om: Hvis vi ude i kommunerne skal kunne leve op til vores løfter om, at levere de rammer om vores velfærd, som passer til borgernes forventninger og vores valgløfter til borgerne, er der brug for penge. Og der er brug for dem nu!
Derfor skal min klare opfordring til KL og Regeringen være – der skal nogle flere penge på bordet!
Med venlig hilsen
Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, Gruppeformand for Socialdemokratiet, Billund Kommune