Læserbrev: Flyafgiften skader mobiliteten. Lad os afskaffe den!

Siden 1. januar 2025 har Danmark haft en passagerflyafgift. Den blev indført af Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, Moderaterne, Radikale Venstre og Venstre under påskud af at fremme den grønne omstilling. Det er et underligt argument. Det er ikke selve flyrejsen, der forurener – det er brændstoffet. Alligevel skal kommende el-fly også betale afgiften, og flyselskaber, der investerer i mere brændstofeffektive fly eller ruter, bliver ikke belønnet. Derfor er passagerflyafgiften i virkeligheden ikke andet end en ren venstreorienteret skat på at flyve, uanset om det er for at passe sit arbejde eller tage på ferie.

Konsekvenserne har været dramatiske, især for de regionale lufthavne. I Billund Lufthavn har afgiften direkte medført, at Ryanair lukkede sin base. Det har ramt både omsætning og antal afgange hårdt. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af passagerer fra Billund faldt markant i 2025. Lufthavnen havde kun omkring 1,5 millioner afrejsende passagerer – et fald på hele 22 procent sammenlignet med 2024. Ikke siden corona-årene 2020 og 2021 har der været så få rejsende fra Billund. Ser man bort fra de to år, skal man helt tilbage til 2015 for at finde et år med færre passagerer.

Til sammenligning oplevede Københavns Lufthavn i Kastrup en stigning på 8 procent i passagerantallet sidste år.

Det er naturligt. Kastrup kan man ikke bare fravælge på grund af sin størrelse og placering. Men de tåbelige afgifter som passagerflyafgiften rammer netop de regionale lufthavne hårdest. Resultatet er dårligere service, ringere mobilitet og højere priser i det centrale Jylland.

Her er lønningerne i forvejen lavere end i København, så færre har råd til at rejse på ferie eller pendle til jobs længere væk.

Vi skal have en anden vej: Vi skal beskattes klogt – for eksempel forurening – men ikke uklogt som mobilitet. Afgiften forventede at medføre 100 færre fuldtidsstillinger. Det kan vi nu konstatere har været endnu et angreb på beskæftigelsen uden for de store byer. Det er mig stadig en gåde, hvordan Venstre har kunnet forsvare en sådan afgift. Den bør afskaffes, så snart vi får en blå regering – hvis vi ellers kan overbevise Venstre om det.

 

Venlig hilsen

Carl Andersen, folketingsmedlem (LA)