Læserbrev: Lad os respektere Billund Kommunes ansatte og deres forskellighed

Mere end to tusinde gode medarbejdere i Billund Kommune sørger hver eneste dag for at det hele hænger sammen.
Uanset om der tales person nære opgaver som børnepasning og ældrepleje, eller f.eks. vedligehold af stier og fortove, er der dygtige engagerede ansatte, der får det hele til at glide.

Der er selvfølgelig regler for de ansatte, og kommunen har vedtaget nogle politikker, der skal medvirke til at Billund Kommune er en god arbejdsplads for de ansatte, og at borgerne modtager den bedst mulige service.

I forbindelse med det varslede initiativ ”Røgfri arbejdstid” for ansatte i Billund kommune synes jeg man overtræder dele af sine egne politikker i så voldsom grad, at der i adskillige burde tilføjes ”Dette gælder dog ikke for ansatte der ryger.”

Blandt andre kommer personalepolitikken, som røgfri arbejdstid er en del af, på mange måder til at lyde temmelig hul for den del af kommunens ansatte der ryger.

Jeg vil gerne opfordre mine kolleger i byrådet, til at vi sammen bakker op om anerkendelse af, og respekt for, ALLE kommunens ansatte. Også de der er rygere. Det er hårdtarbejdende voksne mennesker, der hverken ønsker eller har brug for byrådet til at diktere hvordan de lever deres liv.

Med venlig hilsen
Mogens Jørgensen, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti