Beslutningen om – grundet Corona-Covid-19, at slå alle mink i Danmark ned er en tragedie for minkavlere og minkbranche.
Jeg er meget berørt – har gode relationer til minkavlere i mit politiske arbejde – og det har aldrig – som det ellers er påstået af nogen, været planlagt af regeringen at lave et indgreb mod mink i Danmark.
Oveni har vi kunnet se frygtelige billeder af døde og halvdøde mink.
Jeg kan godt forstå, folk bliver oprørte og vil se handling efter så modbydelige billeder og optagelser – det er frygtelig dyrplageri.
Det er et politisk ansvar at få det stoppet øjeblikkeligt og komme til bunds i, hvad der er foregået, og hvordan det kunne ske. De ansvarlige skal straffes.
Og så skal man skal huske:
Det helt centrale i sagen om minkene er, at statens øverste myndigheder kommer med klare anbefalinger, som ikke nogen regering ville kunne sidde overhørig. Der er mange eksperter, der udtaler sig, og forvirringen kan være stor. Men vi må selvfølgelig lytte til statens egne eksperter – den øverste myndighed – Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, ligesom vi også lytter til den øverste globale institution på sundhedsområdet WHO.
Tænk sig, hvilken ulykke, hvilken skandale, det ville være, hvis en regering ikke fulgte den øverste myndighed, og det efterfølgende kostede menneskeliv i store tal.
Nu er der så også gået oppositionspolitik i sagen, og regeringen må også beklage uklar kommunikation undervejs i forløbet i forhold til processen med lovgivningen. Det er ikke kønt.
Lovgivningen skal være på plads, og det kommer den.
Jeg mener faktisk, at Venstre og oppositionen handler uansvarligt.
Dansk Industri er kommet ud, og støtter at minkene slås ned – mange erhverv vil kunne komme til at lide under det, hvis tiltroen til Danmark svækkes.
Oppositionen bidrager til, at Danmarks anseelse kan sættes over styr.
På bundlinjen er der dog for mig ikke nogen grund til at betvivle, at regeringen af hensyn til folkesundheden måtte tage disse svære beslutninger.
Tænk lige, hvilke kritiske indlæg der ville kunne skrives – og en storm af protest, der med rette ville rejse sig, hvis ikke regeringen havde handlet, og det efterfølgende kunne dokumenteres, at det havde kostet mange menneskeliv.
Venlig hilsen
Troels Ravn, medlem af Folketinget, valgt i Sydjylland