Det er tid til at søge julehjælp hos Røde Kors

Man kan hente et ansøgningsskema til julehjælpen enten her i butikken i Vorbasse eller på bibliotekerne i Billund eller Vorbasse. Foto: Røde Kors Billund/Vorbasse


Røde Kors Vorbasse/Billund afd. ønsker igen i år at hjælpe økonomisk trængte børnefamilier i den gamle Billund Kommune til at få en dejlig jul.

– På grund af COVID-19 situationen har vi valgt at uddele gavekort i stedet for julekurve med mad til juledagene. Gavekortet på kr. 800,- kan anvendes i SuperBrugsen, Kvickly og DagliBrugsen. Udover gavekortet vil der være en gave til familiens børn, fortæller Elisabeth Hededam fra Røde Kors Vorbasse/Billund afdelingen.

Hvis man ønsker at søge om julehjælp skal man hente et ansøgningsskema – enten i genbrugsbutikken i Vorbasse, på biblioteket enten i Vorbasse eller Billund.

Ansøgningsskemaet kan også udfyldes direkte på facebooksiden Røde Kors Billund

Ansøgningsfristen er den 29. november 2020, og ansøgerne kan forvente svar omkring 10. december.

– Vi har begrænsede midler og prioriterer de børnefamilier i vores område, som har det største behov. Vi har således et tæt samarbejde med Billund Kommune, som hjælper os med at tilgodese de mest trængte familier, siger Elisabeth Hededam.