De fleste af os kan nok huske den tidligere Venstre-minister Bertel Haarder, som gang på gang blev presset af en DR-journalist. Og i skyndingen – fordi han fuldt velfortjent skulle i teatret med sin kone – blev han kort for hovedet og svarede: ’Så spørg, for satan!’
Heldigvis oplever vi ikke det samme pres som lokalpolitikere. Men måske bør vi vende tingene lidt på hovedet: Det er os, der skal blive bedre til at spørge ind til dem, det i virkeligheden handler om.
Jeg vil stå i spidsen for en kommune med fokus på udvikling og arbejdspladser. Vi skal have modet til at skabe vækst, tiltrække nye borgere og sikre stærke rammer for erhvervslivet. Samtidig er det helt afgørende for mig, at vi husker det nære – at ingen bliver glemt på perronen. Velfærd, omsorg og hverdagskvalitet skal gå hånd i hånd med udvikling.
Min tilgang er enkel: Vi skal aldrig være bange for at spørge dem, der mærker konsekvenserne i hverdagen – elever, forældre, lærere, seniorer, ansatte eller andre. Jeg ved også, at der i visse situationer træffes beslutninger, hvor det ikke er muligt at spørge alle på forhånd. Men netop i de tilfælde er det særligt vigtigt, at vi efterfølgende inviterer borgerne ind i processen, lytter til erfaringerne og justerer kursen, hvis der er behov.
Min erfaring fra både arbejdsliv og som formand for Frivilligrådet er klar: Tingene vokser bedst nedefra. Jo mere vi inddrager borgerne, desto bedre lykkes vi med at skabe en kommune, vi kan være stolte af, en kommune hvor fællesskab og ansvar går hånd i hånd.
De bedste hilsner
Martin Alminde Friis, Spids- og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet til KV25 i Billund Kommune



