Søndag morgen vågnede mange borgere i Grindsted og omegn op til et uventet problem: Der var intet vand i hanerne.
Hos GEV blev det tidligt bekræftet, at der var tale om driftsforstyrrelser på vandforsyningen.
– Vi oplever i øjeblikket driftsforstyrrelser, som vi arbejder på at udbedre hurtigst muligt, lød meldingen fra GEV søndag morgen.
Den manglende vandforsyning skabte hurtigt bekymring blandt borgerne. Temperaturen var søndag morgen langt under frysepunktet, og flere frygtede derfor, at problemet kunne skyldes lokale frostsprængninger af vandrør i de enkelte husstande.
Netavisen Grindsted erfarer dog, at problemet ikke kun ramte Grindsted by. Afbrydelsen omfattede alle de husstande, som får leveret vand fra Grindsted Vandværk (GEV).
Ifølge de foreløbige oplysninger var årsagen til den manglende vandforsyning en strømafbrydelse, som påvirkede vandproduktionen i det område, hvor GEV leverer vand. Teknikere arbejdede søndag morgen på at få forsyningen genoprettet hurtigst muligt.
Klokken 08.43 kunne GEV melde ud, at vandforsyningen igen var normaliseret, og at der nu var vand i hanerne hos forbrugerne.
Borgere, der fortsat oplever problemer, opfordres til at holde øje med GEV’s meldinger eller kontakte forsyningsselskabet direkte.



