Omkring 100 elever fra Lynghedeskolens afdelinger i Stenderup-Krogager og Søndre var samlet til en noget anderledes skoledag – med spillet Minecraft som omdrejningspunkt. Her mødtes 5. og 6. klasserne på tværs af afdelingerne for at lære hinanden bedre at kende, inden de efter 6. klasse skal samles i 7. klasse på afdeling Søndre i Grindsted.
– Det er jo for, at de skal lære hinanden at kende. Nogle arbejder i blandede grupper, mens andre arbejder i deres egne, men det hele handler om at skabe relationer allerede nu, fortæller Brian Duedal fra Lynghedeskolen afd. Stenderup.
Arrangementet er en del af et længere forløb, hvor eleverne gradvist bliver rystet sammen.
– Allerede i 5. klasse starter vi samarbejdet, og så bliver det mere og mere intensivt frem mod 7. klasse. Jo tættere vi kommer på klassedannelsen, jo vigtigere er det, at de føler sig trygge ved hinanden, forklarer Brian Duedal.
Dagen bød ikke bare på spil og samarbejde, men også en større teknisk opgave. Lokalet var fyldt med computere, kabler og netværksudstyr, sat op som et mindre LAN-party. Her spillede eleverne Minecraft Education i fællesskab.
– Det er et kæmpe setup med strøm, netværk og det hele. Men vi har prøvet det før, og så ved vi, hvad der skal til, fortæller Grethe Højgaard fra afdeling Søndre. Hun har stået for en stor del af det praktiske – blandt andet med hjælp fra MedieCrewet – elever, der er særligt it-interesserede.
– Vi har nogle elever, der hjælper med at få alle på plads og ind på serverne. Der er lidt logistik, der skal gå op, smiler hun.
Ud over Minecraft-dagen deltager eleverne også i andre fælles aktiviteter i løbet af året – blandt andet ture, sang og arrangementer på tværs af afdelingerne. Alt sammen med ét formål:
– Overgangen til 7. klasse skal være så tryg som muligt. Nogle kender hinanden i forvejen, men for mange er det nyt – og så er det vigtigt, at de allerede har mødt hinanden flere gange., siger Brian Duedal.
Og netop derfor giver en dag med spil, samarbejde og lidt friere rammer noget helt særligt. For selv om det hele foregår i en virtuel verden, er det relationerne i den virkelige verden, der bliver bygget.





