Musik på Torvet blev et tilløbsstykke i Grindsted

Der var liv og glade dage i Grindsted midtby lørdag, da den gratis festival Musik på Torvet fyldte byens torv med musik, mad og god stemning.

Bag arrangementet stod Grindsted Handel i samarbejde med fire lokale sponsorer: Home Grindsted, Vestjysk Bank, Grindsted Apotek og Carsten Krog. Tilsammen havde de skabt rammerne for en stemningsfuld festivaloplevelse – midt i byen og helt uden entré.

– Det gik rigtig godt, stemningen var helt i top hele dagen. Der var masser af mennesker og rigtig god opbakning fra byen, fortæller Jonas Petersen, formand for Grindsted Handel.

Selvom det præcise antal deltagere ikke er opgjort, var torvet ifølge arrangørerne fyldt godt op det meste af dagen. Boderne med mad og drikke havde travlt, og publikum kvitterede med masser af ros.

– Der blev solgt rigtig meget under festen, og vi har fået mange positive tilkendegivelser fra folk, der satte pris på arrangementet, siger Jonas Petersen til Netavisen Grindsted.

Han fremhæver samtidig den lokale opbakning som afgørende for festivalens succes:

– Det havde ikke været muligt uden vores sponsorer. Vi er meget taknemmelige for den støtte, der gjorde det muligt at samle byen på den måde, lyder det fra handelsformanden.