Nederlag til GGIF i sæsonåbner

Det er sjældent, at GGIFs ligaherrer kun sætter 6-7 mål i kassen på 20 minutter, men det var ikke desto mindre det der var tilfældet denne lørdag, da TMS Ringsted var på besøg i premieren på den nye ligasæson.

Forklaringen på de manglende mål var en række tekniske fejl, og dem var der en del af fra hjemmeholdets side – til stor frustration for cheftræner Jacob Vinholt.

– Det er sådan noget vi ikke kan træne på i træningslokalet, så det er brandærgerligt ikke at kunne gøre noget ved det, lød det i en kommentar fra Vinholt efter kampen.

Ved pausen var GGIF bagud 11-13, og efter få minutter i anden halvleg stod der pludselig 14-17 til gæsterne. Det lykkedes dog for GGIF at få kontakt igen – blandt andet takket være nogle fine redninger fra den nye målmand i GGIF-trøjen, Benjamin Boye, der blev budt pænt velkommen til klubben af publikum.

16 minutter inde i anden halvleg fik GGIF udlignet, men igen tog de tekniske fejl over, og kombineret med to gange 2 minutters udvisninger i slutfasen, var det op af bakke for Grindsted, der endte med at tabe 25-29.

– Mange sagde at “det her var en af de kampe vi skulle vinde”. Det synes jeg lidt er at nedgøre Ringsted. Der er 25 kampe endnu og vi skal nok komme tilbage. Lige nu er jeg skuffet over de mange tekniske fejl, som er udslagsgivende i dag, sagde Jacob Vinholt efter opgøret.

Grindsteds ligaherrer skal i aktion igen på onsdag, hvor turen går til Skanderborg-Aarhus Håndbold, som indledte sæsonen forleden med et syv-måls nederlag til Aalborg.