Der var lagt op til en historisk dag for dansk golf – og ikke mindst for Billund-drengen Nicolai Højgaard. Men selvom han kæmpede sig flot tilbage i finalerunden ved Houston Open, måtte sejren til sidst glide ham af hænde.
Nicolai Højgaard gik ind til finaledagen blot ét slag fra føringen, men en svær start på runden blev afgørende. Især en dyr dobbeltbogey på 7. hul og en putter, der ikke blev varm, satte en stopper for drømmen. Han kæmpede sig dog stærkt tilbage og endte alene på andenpladsen – fem slag efter vinderen Gary Woodland.
Det udløste samtidig karrierens største check på PGA Touren: over 7 millioner kroner.
Og selvom Nicolai løb med overskrifterne i USA, leverede tvillingebror Rasmus Højgaard også en solid turnering med en 28. plads.
Andenpladsen sender Nicolai Højgaard frem på verdensranglisten og sikrer ham adgang til nogle af sæsonens største turneringer.
Allerede i næste uge venter årets første major, The Masters Tournament, hvor han igen skal spille side om side med sin bror. Samtidig er han nu så godt som sikker på en plads i FedEx Cup-slutspillet.




