Ny bevægelsesbane i Travbyen indviet

Fire workshops skulle der til og så sad den lige i skabet! En ny bevægelsesbane i Travbyen i Billund begået af børn.

Denne gang var det 4. årgang på BillundSkolen, der var de kreative hjerner bag banen, som er testet digitalt ved at skabe en avatar, en grafisk figur, der løb, sprang og balancerede sig gennem banen.

Og de har bygget modeller af forhindringsbanen, først en bordmodel og siden en 1:1 model med mælkekasser og brædder.

– Børnene var også med til at bygge banen, hvor de blandt andet har gravet huller og bygget dele af banen. Nu arbejdes der videre på – efter ønske fra eleverne – at bevægelsesbanen kan blive tilgængelig for personer med fysisk funktionsnedsættelse, så alle kan være med, lyder det fra CoC Playful Minds.

Bevægelsesbanen er et ud af flere midlertidige projekter i Travbyen, der er samskabt med lokale børn fra kommunen. De andre projekter, heriblandt et udkigstårn med labyrint, en bålhytte og fælleshaver, kan man lære mere om i CoC Playful Minds’ containeren, der står i Travbyen.