Karen Margrethe Høj Madsen fra Østbirk bliver ny By- og Planchef i Billund Kommune. Hun kommer aktuelt fra en stilling som afdelingsleder i Teknik- og Miljø i Aarhus Kommune.
Karen Margrethe Høj Madsen afløser Anette Kold, der 1. maj skiftede til en stilling som stabschef for strategisk vækst i Kolding Kommune. Hun bliver som områdechef for By og Plan en del af Chefforum i den nye Borgervendte Organisation i Billund Kommune, hvor områderne Plan, Erhverv og Kultur sammen med Byrådssekretariat pr. 1. maj er centralt placeret direkte under kommunaldirektør Ole Bladt-Hansen.
– Vi glæder os meget over, at vi i et meget kvalificeret felt af ansøgere har kunnet tiltrække Karen Margrethe til Billund Kommune, hvor hun indtræder i en chefstilling i et område, hvor udviklingen går rigtig stærkt og hvor de spændende opgaver nærmest står i kø, siger kommunaldirektør Ole Bladt-Hansen.