Ny genbrugsbutik åbnet midt i Billund

Kirkens Korshær slog i dag dørene op til deres nye genbrugsbutik på Gammelbro midt i Billund. Butikken har tidligere haft til huse på Vejlevej, et stykke fra bymidten, men med flytningen til de nye lokaler er genbrugsbutikken nu rykket helt ind i byens liv.

Viceborgmester Martin Alminde Friis stod for åbningstalen og lagde ikke skjul på, at den nye placering er noget helt særligt.

– Nu bliver butikken en naturlig del af bymidten, hvor både lokale, turister og spontane shoppere kommer forbi. Og ikke mindst de unge, som i dag med rank ryg fortæller, at de køber genbrug, lød det fra viceborgmesteren.

I talen blev der sat fokus på, hvordan genbrug i dag er blevet moderne – især blandt unge – og hvordan bæredygtighed har fået en helt anden status end tidligere.

Men genbrugsbutikken handler om meget mere end gode fund på hylderne.

Martin Alminde Friis fremhævede også det stærke fællesskab blandt butikkens frivillige og den betydning, det har – både socialt og menneskeligt.

– Her bliver man set. Her bliver man en del af noget. Og den slags fællesskaber er en af de vigtigste byggesten i kampen mod ensomhed, sagde han.

Overskuddet fra salget i butikken går til Kirkens Korshærs sociale arbejde, som blandt andet tæller botilbud, varmestuer, sundheds- og stofindtagelsesrum samt gadeplansarbejde for nogle af samfundets mest udsatte.

Med åbningen har Billund fået endnu et sted, hvor omtanke, fællesskab og ansvarlighed går hånd i hånd.

– Det er ikke kun et tillykke til butikken, men til hele byen, lød det afslutningsvis.