Grindsted får sin egen rock- og metalfestival, når Metalbox Festival debuterer lørdag den 13. september 2025 i Centralen på UKH.
Bag festivalen står en gruppe lokale musikere, der vil skabe en platform for upcoming bands, som ellers har svært ved at få plads på de store scener.
Formand Tobias Johansen forklarer:
– Vi ville skabe et sted, hvor bands kan vise, hvad de laver – lige fra hard rock til metal, forklarer formand for festivalen, Tobias Johansen.
Programmet byder på otte bands, blandt andre De Frigjorte, Nomadic Spirit og Old Appendix. Dørene åbner kl. 13, og sidste band går på scenen omkring kl. 23.
Der bliver plads til 250 gæster i Centralen, og ifølge arrangørerne er der allerede tæt på udsolgt. Udenfor stiller foodtrucks op, så der også er noget for folk, der bare vil kigge forbi.
Arrangørerne håber, at Metalbox Festival kan blive en tilbagevendende begivenhed i Grindsted – og på længere sigt måske også med en udendørs scene.