Der er rift om pladserne i Computer Cafeen på Lindegården i Billund. Både til den del af foreningens aktiviteter der går under navnet Tværfagligt, hvor alverdens aktuelle computer-emner tages op, men i særdeleshed også Slægtsforskning har vakt interessen hos mange af Billunds seniorer.
– Vi har tre hold til slægtsforskning lige nu, fortæller formand for Computer Cafeen, Grete Fink.
Sammen med den it-ansvarlige Lars Tang, tog hun i dag imod en check fra Vestjysk Bank, som har givet 20.000 kroner til nyt computerudstyr til foreningen. For som det er med al teknik, så varer det jo ikke evigt og en tiltrængt udskiftning af computeren er nu gennemført – blandt andet takket være pengene fra Den Jyske Sparekasses Støttefond, men også fra Ole Kirk’s Fond og de paragraf 18-midler man har fået fra Billund kommune.
Men faktisk får Vestjysk Bank som pengeinstitut også en del ud af Computer Cafeens eksistens:
– Her lærer de ældre at begå sig på internettet og blive klogere på hvilke udfordringer, der ligger. Eksempelvis ved overgangen til MitID havde vi rigtig travlt med at hjælpe folk nede i banken, men Computer Cafeen tog altså også en del af læsset. Og så sørger de frivillige her jo også for at informere om aktuel svindelnumre som de ældre kan udsættes for, og det er jo også til vores fordel, at de ældres konti hos os ikke kompromitteres, siger Brian Kjeldberg, filialdirektør i Vestjysk Bank Billund.
Ifølge Lars Tang, der arbejder som frivillig i Computer Cafeen, råder man alle ældre til at downloade appen Mit Digitale Selvforsvar, som automatisk kommer med meddelelser på mobilen, hvis der er aktuelle svindelnumre i gang.
– Der er desværre et par ældre her i byen, der er blevet franarret nogle penge af svindlere, men ellers er de generelt gode til at lure når det er en svindler de har i røret eller i mailen, siger Lars Tang.