Hvis du har været på sygehuset i Region Syddanmark i løbet af november, får du højst sandsynlig et spørgeskema tilsendt en af de nærmeste dage. Regionen vil nemlig bruge månedlige tilfredshedsundersøgelser til at forbedre patienternes oplevelser på sygehusene.
– Der er mange steder i det private, hvor man hele tiden undersøger, hvordan man kan gøre det bedre ved at spørge kunderne. Vi kan se en god ide i at udbrede den tankegang til sygehusene, så vi løbende kan se, hvad der fungerer, hvad der ikke fungerer og om vores initiativer virker, siger formanden for regionens sundhedsudvalg, Poul-Erik Svendsen (S).
Undersøgelsen består af syv spørgsmål og skal ses som et supplement til de små patienttilfredshedsmålinger, som mange afdelinger allerede i dag foretager, mens patienterne er på afdelingen, eksempelvis ved hjælp af spørgeskemaer på iPads eller lignende.
– Der foregår rigtig mange gode ting rundt om på sygehusene i forhold til, hvordan de enkelte afdelinger hele tiden kan forbedre patienternes tilfredshed. Nu får vi så mulighed for at få et samlet overblik over, hvordan patienterne oplever os og følge udviklingen tættere. Den viden vil gøre os i stand til at handle hurtigt og få fulgt op på forhold, der kan forbedres. Samtidig kan vi trække nogle større linjer i forhold til at dele gode erfaringer og viden på tværs. Det bidrager til at gøre Region Syddanmark til borgernes og patienternes region, siger Region Syddanmarks koncerndirektør Kurt Espersen.