Renovering af Billund Centret udskydes

Ombygningen af Billund Centret skulle på nuværende tidspunkt være gået i gang – men nu har en teknisk udfordring gjort at arbejdet først sættes i gang til september.

Udfordringerne består i et udbudssystem som betyder, at ombygningen bliver udskudt. Billund Kommune har efter anbefaling fra en advokat besluttet, at byggefirmaerne skal sende deres bud på ny. Formålet er at sikre en gennemsigtig og ordentlig proces.

– Nogle gange kan der desværre opstå tekniske udfordringer. I dette tilfælde betyder det, at ombygningen bliver skubbet i 10 uger. Det er til gengæld positivt, at vi på trods af den tekniske udfordring alligevel relativt hurtigt kan komme i gang med ombygningen, siger områdechef for Teknik & Miljø i Billund Kommune, Bo Schjødt Andersen.

Borgerservice i Billund skulle have været midlertidigt lukket nu, men det bliver også skubbet. Derfor holder Borgerservice åbent som vanligt fra nu og frem til ombygningen går i gang. Dog er der lukket i forbindelse med sommerferie i uge 29, 30 og 31.

Efter planen bliver Billund Centret indviet på ny i juni 2024