Rie Køppen indstillet til eksklusion

Den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen i Billund kommune har besluttet at indlede en eksklusionssag af Rie Køppen.

Hun er fra dags dato udelukket af gruppen som følge af at hun – noget overraskende for alle – stemte imod budgetforliget ved 2. behandlingen på Kommunalbestyrelsesmødet d. 3. oktober.

Hun havde ikke på forhånd hverken orienteret sin byrådsgruppe og derfor heller ikke fået grønt lys til at kunne stemme nej til budgetforliget.

– Det er ikke muligt at være en troværdig forhandlingspartner, hvis ikke hele gruppen efterfølgende bakker op om det mandat, som en enig gruppe gav forud for forhandlingerne, siger gruppeformand Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup i en pressemeddelelse.

Rie Køppen blev hevet ind i kommunalbestyrelsen, da Kris Jensen Skriver blev valgt til Folketinget og derfor forlod den plads han var valgt til i kommunalbestyrelsen i Billund kommune.