For første gang i lufthavnens historie rundede Billund Lufthavn i aftes 3 mio passagerer på et enkelt år.
Antallet af passagerer har været støt stigende igennem det sidste par år, men i aftes kunne lufthavnen altså krydse den magiske grænse på tre millioner. Det blev markeret med champagne, chokolade og blomster til passager nummer tre million, som var blot to-årige Milia fra Aarhus, der sammen med sin familie vendte hjem fra en uges ferie på Gran Canaria.
Det er ikke kun på passagersiden, at Billund Lufthavn har været igennem en markant vækst. I dag har lufthavnen direkte forbindelser til over 90 destinationer.
– Flyselskaberne og charterbureauerne udvider hele tiden med nye destinationer, der giver vores passagerer flere og flere muligheder for at komme ud i verden. I år er det bl.a. blevet til nye ruter til London Heathrow og Helsinki, som giver et væld af muligheder til at nå resten af verden, fortæller administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen.