Utilfredshed i Vesterhede over nedlæggelse af busruter

Privatfoto


Flere end 40 borgere var i aftes samlet til borgermøde i Vesterhede. Årsagen var de bebudede besparelser på den kollektive trafik i landsbyen. Region Syddanmark har nemlig bedt Sydtrafik om at nedlægge og omlægge busruter i hele regionen – blandt andet i Vesterhede. Her står landsbyen til at miste sin bus, da rute 283 ifølge forslaget skal køre fra Holsted til Billund – i stedet for til Grindsted – og dermed ikke længere gennem Vesterhede.

Det har fået borgerne i Vesterhede til at stille spørgsmålstegn ved om regionen, Sydtrafik og Billund kommune helt forstår hvilken betydning busforbindelserne mellem landdistrikterne og centerbyerne har:

– Det er livsnerven, der er med til, at landdistrikterne kan eksistere, at der er nye tilflyttere, når vore huse skal sælges, når de unge skal i skole og i Campus, eller når de ældre borgere skal ind til vore centerbyer for at handle ind, og til læge, siger Henning Madsen fra Vesterhede Koordinationsråd, der tog initiativ til gårsdagens møde.

Han noterede sig en god og saglig debat på mødet, men:

– Der var mange der ikke helt kunne forstå, hvorfor man vælger at nedprioritere Vesterhede ved at reducere de gennemgående busser, så Vesterhede fremadrettet kun skal betjenes af en skolebus om morgenen og to om eftermiddagen for skolesøgende. I Vesterhede er vi vant til at kæmpe for vores sag, og det vil vi naturligvis også gøre denne gang, men det er frustrerende når man udsættes for Regionens sparekrav, som i den grad nedprioriterer lokalsamfundene. Hvis Regionen svigter, må det være Billund kommunes pligt at sørge for transport for alle de borgere der har et behov, lyder det fra Henning Madsen.