Sidste chance for at indstille lokale ildsjæle til Sports- og Kulturgalla 2026

Fristen nærmer sig for at indstille kandidater til årets Sports- og Kulturgalla 2026, og Billund Kommune håber på endnu flere forslag – særligt fra Billund.

Gallaen løber af stablen fredag den 8. maj 2026 i MAGION, hvor kommunen traditionen tro hylder de mange frivillige, talenter og fællesskaber, der gør en forskel inden for idræt, kultur og fritidsliv.

En vigtig pointe i årets opfordring er, at alle har mulighed for at indstille kandidater.

– Hvis du sidder med tanken om, at “det har andre sikkert allerede gjort”, så er budskabet klart: Hellere én indstilling for meget end én for lidt. Har du tidligere indstillet en person, et hold eller et initiativ, som ikke blev nomineret eller vandt – og er indsatsen stadig relevant – så kan de sagtens indstilles igen. Man kan godt blive indstillet flere år i træk, da vurderingen foretages på ny hvert år ud fra de indkomne forslag, lyder det fra Billund kommune.

Der kan indstilles kandidater til følgende priser:

  • Årets Hold
  • Årets Leder/Træner
  • Årets Kulturtalent
  • Årets Idrætstalent
  • Årets Kulturpris
  • Årets Idrætspris
  • Årets Skulderklap
  • Æresprisen

Derudover uddeles der hædersbevisninger til både børn, unge og voksne, som i løbet af 2025 har ydet en særlig indsats eller opnået bemærkelsesværdige resultater inden for kultur eller idræt.

Fristen for at indsende indstillinger er 15. februar 2026, og erfaringen viser, at der ofte kommer mange forslag ind i de sidste dage. Kommunen opfordrer dog til at sende dem afsted allerede nu, så der er god tid til at få alle værdige kandidater med. Indstillinger foregår via kommunens hjemmeside.