Skarpe hjerner løste fragtudfordringer

Det blev en flok studerende fra Aalborg Universitet, der i weekenden vandt Future of Logistic Hackathon i Billund Lufthavn – et koncept skabt i samarbejde med Billund Erhverv.

Her arbejdede knap 70 internationale studerende og startups fra hele landet på at finde løsninger til transport- og logistikbranchen. En branche som er helt central i dansk erhvervsliv med et kæmpe potentiale for nye og mere digitale løsninger.

Deltagerne skulle på 24 timer finde idéer og løsningsmuligheder til udfordringer, som transport- og logistikbranchen står overfor. Tretten teams arbejdede intenst med tre cases og DHL, Rambøll og Microsoft havde onlinesessions, som deltagerne også kunne deltage i.

Efter mange koncentrerede timer pitchede hvert team deres løsningsidé for en jury bestående af Preben Møller Nielsen, Experts 4 Experts Denmark, Søren Frahm, Artlinco og Tonny Hansen, Billund Lufthavn.

En enig jury kårede Automated Danger som består af Daði Hrannar Davidsson, Asbjørn Lauritsen, Miki Pregaard og Mark Keller fra Robotteknologi på Aalborg Universitet som vinderteam, med deres løsning til automatisk deklarering af farligt gods, og de kunne rejse hjem med en præmie på 25.000 kr., som fx kan bruges på udvikling af deres idé.

– Vi lagde vægt på at teamet arbejdede med et relevant problem på en innovativ måde samt deres evne til at koble eksisterende med ny teknologi, og de gik i dybden med problemstillingen. Jeg var utrolig positiv over alle deltagernes præsentationer, det var virkelig højt niveau, lød det efterfølgende fra jurymedlem Tonny Hansen, der er kundechef i Billund Lufthavn.

– Det har simpelthen været fantastisk at opleve de studerende arbejde så intenst med opgaven. Vitterligt en fornøjelse at opleve deres engagement og dialogerne med mentorerne. Der er ingen tvivl om, at vi ved at koble unge talenter og vores virksomheder, så kan vi skubbe på transport og logistikbranchens løsninger og innovationsgrad. Og det handler også om iværksætteri, her er muligheden for potentielle nye virksomheder, som meget tidligt kan kobles til relevante aktører, siger  direktør for Billund Erhverv Marie Skov Lillelund.