Sparekatalog sendt i høring

Regionsrådet i Region Syddanmark har nu sendt et katalog med forslag til besparelser på sundhedsområdet i offentlig høring frem til 29. februar 2016. Derefter vil høringssvarene indgå i den videre politiske behandling af sparekataloget, der skal ende med besparelser for 187 millioner kroner, når regionsrådet den 25. april træffer den endelige beslutning om besparelserne.

Dermed får alle syddanske borgere, kommuner og organisationer, mulighed for at give deres mening til kende omkring spareforslagene, som Region Syddanmark for nylig offentliggjorde.

– Vi vil gerne høre de argumenter, der taler for og imod de enkelte forslag. Vi kan desværre ikke undgå at skulle spare, men vi kan sørge for at have alle relevante overvejelser med, når vi træffer den endelige beslutning om, hvor der skal spares, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V).

Blandt spareforslagene er at lukke Skadeklinikken i Grindsted, som kan give regionen en årlig besparelse på 1,7 mio. Derudover ser Region Syddanmark en årlig besparelse fra 2018 på 6,7 mio kroner på at flytte Friklinikken i Give til Grindsted. Samtidig foreslås det at nedlægge akutbilen i Grindsted og i stedet etablere paramedicinerambulancer.