Billund Kommune sætter nu en stor byggegrund i Grindsted til salg. Grunden er på 29.827 kvadratmeter og ligger i Morsbøl-området vest for byen. Den skal bruges til boligudvikling som ét samlet projekt.
Ifølge lokalplanen kan der bygges tæt-lav boligbebyggelse i op til tre etager – for eksempel dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse eller klyngehuse. Bebyggelsesprocenten er 50 procent pr. ejendom, og de mindste grunde kan være ned til 300 kvadratmeter. Den vejledende pris er 4.650.000 kroner ekskl. moms og tilslutningsbidrag, og fristen for at afgive bud er 30. oktober kl. 12.00.
Billund Kommune har i det seneste år oplevet stor efterspørgsel på byggegrunde, og der er allerede i år udbudt over 80 byggegrunde i kommunen.
– Vi har oplevet stor interesse for Morsbøl de seneste år, og derfor er det glædeligt, at vi nu kan sende denne parcel i udbud. Grundens størrelse og placering muliggør i den grad et spændende udviklingsprojekt, som vil kunne støtte op om den positive udvikling, vi ser i Grindsted, siger Morten Winther Korsgaard, strategisk rådgiver for erhvervsudvikling og salg i Billund Kommune.
Borgmester Stephanie Storbank peger på, at grunden kan være med til at imødekomme ønsket om flere boligmuligheder:
– Byprofilerne viste tydeligt, at der i vores byer er et stort ønske om at sikre en alsidig boligmasse til alle livets faser, hvor der er mulighed for at bo tæt på både natur, indkøbsmuligheder og velfærdstilbud, og som samtidig er til at betale. I kommunalbestyrelsen er vi derfor glade for at kunne udbyde storparcellen, som giver mulighed for at opføre varierede boligformer, så vi sikrer, at der er mulighed for en velfungerende hverdag med alt tæt på, siger Stephanie Storbank.