Stort politiopbud i Sdr. Omme efter fangeflugt

Det var ret kortvarigt, men måske flere Sdr. Omme-borgere nåede at opfange, at der i går formiddag var mere politi end sædvanligt i deres rolige by.

Kl. 10.56 lød alarmen fra Sdr. Omme Fængsel efter en fange var stukket af. Det førte altså til et forholdsvis stort politiopbud i området, men allerede inden de fleste patruljer var ude af bilerne, kunne Kriminalforsorgen melde, at man havde fået fat i fangen igen.

Der var tale om en 23-årig mand, der var på springtur. Han blev ret hurtigt fundet i et buskads udenfor fængslet hvor han gemte sig, og således blev det kun til under en halv time på fri fod.

Den 23-årige mand hjemmehørende i Odense sigtes nu for at flygte fra sin afsoning.