Tag medansvar i kampen mod ulovligt fyrværkeri

Selvom det først fra 15. december er lovligt at sælge fyrværkeri i Danmark, så er Sydøstjyllands Politikreds, som Billund kommune hører under, helt klar over at der allerede nu importeres, indsmugles og forhandles ulovlig fyrværkeri. I den forbindelse minder politiet om at der er en grund til at det ulovlige fyrværkeri er ulovligt; det er nemlig rigtig farligt!

– Hvert år til nytår hører vi desværre om fyrværkeriulykker. Og vi husker alle de tre dødsfald sidste nytårsaften, hvor tre mænd på tragisk vis mistede livet i ulykker med krysantemumbomber. Det er den tragiske baggrund for, at Sydøstjyllands politi nu igen prøver at mobilisere alle gode kræfter imod ulovligt fyrværkeri. Vi oplever, at ulovligt og farligt fyrværkeri både kan være hjemmelavet eller importeret ulovligt – eller måske købt via internettet eller stjålet fra fyrværkere. Meget af det ulovlige fyrværkeri ankommer allerede til Danmark i november måned. Derfor er der al mulig grund til at advare mod det allerede nu, fortæller Benny Tollestrup, der er politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi.

Ifølge ham er det for en del af befolkningen desværre stadig en udfordring at frembringe størst mulig effekt, når der sættes en tændstik til fyrværkeriet nytårsaften.

– Vi opfordrer derfor til, at vi kommer videre derfra og får skabt en forståelse for, hvor farligt og dumt det ulovlige fyrværkeri i virkeligheden er. Et godt sted at starte er at lade være med at købe det, så bliver man ikke fristet, når sprutten går ind, siger Benny Tollestrup.

Politiinspektøren opfordrer til, at borgerne tager medansvar i kampen mod det ulovlige fyrværkeri – eksempelvis ved at orientere politiet, hvis man får kendskab til ulovligt fyrværkeri.

– Vi vil også rigtig gerne høre fra borgere, som ikke er fristet til at investere i det ulovlige fyrværkeri – men som blot har fået nys om det gennem venner, bekendte og arbejdskollegaer – eller måske på de sociale medier, slutter Benny Tollestrup.

Tips om handel med ulovligt fyrværkeri, kan afleveres til politiet på telefon 114 eller via app’en “Politi”, hvor der også kan vedhæftes et billede.