Den tørre sommer betød flere naturbrande i Danmark – og det er nu resulteret i ca. 4000 timers overarbejde for brandfolkene i TrekantBrand.
– Normalt bruger vi omkring 1000 timer på naturbrande på en normal sæson, men i år var det altså omkring 5000 timer, fortæller direktør i TrekantBrand, Jarl Vagn Hansen til Vejle Amts Folkeblad.
Ifølge ham har TrekantBrand ikke mulighed for at lade brandfolkene afspadsere det hele, så derfor er størstedelen af overarbejdstimerne blevet udbetalt.
– Det har kostet over en million kroner. Det er ikke penge vi har, men vi må tage det, som året kommer. Vi er jo nødt til at slukke de ildebrande, der er. Vi kan ikke slække på serviceniveauet, siger Jarl Vagn Hansen til avisen.