Varmeprisen holdes i ro trods flere investeringer

Selvom fjernvarmebehovet i Billund vokser år for år og værket derfor planlægger flere store investeringer, så ser det alligevel ud til at varmeprisen holder sig i ro.

Det skriver Billund Varmeværk i en pressemeddelelse.

Varmebehovet i Billund er i gennemsnit steget med 5 procent om året i flere år, og den udvikling ser ud til at fortsætte.

– Det giver os grundlæggende to udfordringer: Flere steder i byen har vi flaskehalse, så de store mængder varmt vand ikke flytter sig hurtigt nok. Samtidig kan vi se, der snart bliver behov for mere varme – så vi skal finde nye varmekilder, siger formand for Billund Varmeværk, Kell Raabjerg.

Når fjernvarmerørene bliver en flaskehals, bliver varmen samtidig dyrere. Det skyldes, at værket er nødt til at skrue op for både temperaturen og trykket for at få mere varme igennem. En højere temperatur giver et større varmetab, og et højere tryk kan give problemer i nogle af forbrugernes anlæg.

Derfor lægger værket nu en plan for renovering af ledningsnettet. Særligt fire strækninger mellem Møllevej og Højmarksvej er i søgelyset.

Med udsigten til en fortsat stigende varmeforbrug, skal kapaciteten udbygges, og så er spørgsmålet, hvordan?

– Vi arbejder med flere alternativer. En mulighed er en varmepumpe, der leverer køling til virksomheder i byen og varme til Billund Varmeværk. Imidlertid er det kun rentabelt, hvis vi ikke skal betale overskudsvarmeafgift til staten. Og det har vi ikke en afklaring af endnu, forklarer Kell Raabjerg.

Andre muligheder er ny fliskedel, der kan bygges ved siden af halmanlægget på Rugmarken.

Trods de forestående investeringer forventer Billund Varmeværk at holde prisen i ro fra 2020. En konkret udfordring er, at værket ikke – som de fleste andre varmeværker – kan finansiere hele investeringen med et kommunalt lån. Billund Kommune har et loft på 75 procent, så værket skal finansiere de sidste 25 procent med et dyrere banklån. Værket håber dog på en positiv dialog med kommunen om dette.