Unge studenter indtog lokalt plejecenter

Det blev en tirsdag beboerne på Frihavnen i Vorbasse sent vil glemme. De fik nemlig besøg af et hold studenter, der var på rundtur efter veloverstået eksamen.

Forklaringen er at en af Frihavnens ferieafløsere var blandt de nye studenter og havde spurgt om lov til at lægge vejen forbi med klassekammeraterne.

Det var der ingen problemer i og således lagde klassen tirsdag vejen forbi det lokale plejecenter.

– Vi fik alle en kæmpe oplevelse. Flere af beboerne var rørt til tårer både under og efter de kørte. Enkelte af beboerne mente de skulle komme igen i morgen. Beboerne fik lov til at holde de unges ølbong og danse med studenterne, lyder det fra plejecenterleder Katrine Holm.

De unge fik serveret slushice ved besøget mens de dansede og festede med de ældre. Derudover fik de en lille flaske med på turen de kunne nyde senere på dagen.

Ifølge Katrine Holm var beboerne var meget bevægede over besøget, og personalet oplevede hvordan generationer på tværs ikke er en hindring for omsorg for hinanden og ikke mindst glæde på andres vegne.