Vildt beløb samlet ind i Billund Kirke

Det har i de senere år været svært at skaffe nok indsamlere til Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling i Billund. Derfor valgte Grene Menighedsråd i år at tænke i nye baner – og det viste sig at være en særdeles god idé.

I forbindelse med landsindsamlingen søndag den 8. marts blev der nemlig arrangeret en velgørenhedskoncert i Billund Kirke. Her medvirkede Mads Granum Kvartet samt Billund Kantori og Projektkor under ledelse af organist og korleder Christine Toft Kristensen.

Kirken var næsten fyldt, og efter koncerten fortsatte indsamlingen med salg af kaffe og kage, kreative ting fremstillet af medlemmer af korene og andre frivillige samt brugt konfirmationstøj.

Resultatet blev over al forventning.

I alt blev der samlet 92.578 kroner ind til Folkekirkens Nødhjælp.

Den traditionelle husstandsindsamling blev kun gennemført enkelte steder i byen, men kombinationen af koncert og aktiviteter i kirken viste sig at være en effektiv måde at samle penge ind på.

Grene Menighedsråd sender en stor tak til alle, der deltog og støttede arrangementet.

– Tak fordi vi sammen gør en forskel, og fordi vi i fællesskab viser omsorg for verdens nødlidende, der er ramt af krig og katastrofer, lyder det fra menighedsrådet.

Pengene går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde for mennesker ramt af blandt andet krig og katastrofer i blandt andet Ukraine, Sydsudan og Gaza.