60 stillinger i Billund Lufthavn reddet gennem uddannelse

Tillidsrepræsentanterne Dorthe Hansen og Henrik Puggaard er godt tilfredse med forhandlingerne med lufthavnens ledelse. Foto: HK


60 ud af de varslede 270 årsværk blev reddet, da Billund Lufthavns ledelse satte sig ned til forhandling med lufthavnens tillidsfolk, der primært kommer fra HK og 3F.

– Situationen taget i betragtning er det en fantastisk aftale, vi har lavet med tillidsrepræsentanterne. Vi gik fra forhandlingsbordet med langt mere, end vi troede var muligt, da vi satte os ved det, siger administrerende direktør i Billund Lufthavn, Jan Hessellund.

De mange stillinger bliver reddet ved at sende alle omkring 500 tilbageværende medarbejdere på 10 ugers uddannelse gennem de næste 24 måneder. Uddannelsen og løn under uddannelsen finansieres af de mange kompetencefonde, der findes til formålet. Derved sparer lufthavnen løn til hver medarbejder i ti uger gennem to år, og det giver mulighed for at bevare 60 fuldtidsårsværk. Da ikke alle i lufthavnen arbejder på fuld tid, svarer de 60 årsværk til mere end 60 stillinger.

– I fagbevægelsen er vi meget optagede af efter- og videreuddannelse, så for os var det naturligt at gå til forhandlingsbordet og tale om de mange muligheder, der findes på området. Alle medarbejdere har i forvejen ret til selvvalgt uddannelse gennem deres overenskomster. Nu kommer de til at bruge den ret, fortæller Henrik Puggaard, der er fællestillidsrepræsentant i lufthavnen og fra 3F.

Tillidsrepræsentanterne har fået stor opbakning til aftalen fra deres kolleger.

– Alle er positive, for de forstår jo godt, hvorfor dette er nødvendigt. Jeg har fået tilkendegivelser fra folk, som ikke har været på skolebænken i 30 år, der glæder sig til at efteruddanne sig. På den måde kan vi redde over 60 familier fra at miste en indtægt samtidig med, at alle medarbejdere får et fagligt løft. Jeg er sikker på, at det vil bringe meget positivt med sig på trods af den triste baggrund, siger Dorthe Hansen, der er tillidsrepræsentant i lufthavnen for HK.

I HK Sydjylland glæder man sig meget over den måde, forhandlingerne er foregået og landet på.

– Den danske model har igen vist sin kæmpe styrke. Og det glæder mig især, at uddannelse har spillet en så stor rolle i fastholdelsen af 60 årsværk. Uddannelse er nemlig essentielt, når man gerne vil holde sig relevant på arbejdsmarkedet, og mulighederne er næsten uendelige, siger Henny Fiskbæk, der er formand for HK Privat Sydjylland.

Ledelse og tillidsfolk arbejder nu på at skrue et uddannelseskatalog sammen, der giver medarbejderne interessante valgmuligheder tilpasset deres arbejdsfunktion.