7. klasse på Vestre Skole vinder 1000 kr. for at forebygge rygning

Ann Charlotte Vilstrup (tv) overrækker 1000 kroner til Christoffer, Sofie, Karoline og Alexander fra 7.a på Vestre Skole, som fik idéen til billedet.


Det billede som 7.a på Vestre Skole havde indsendt til konkurrencen Cool Uden Røg vandt ganske vist ikke regionsfinalen for Region Syddanmark. Men Billund kommune mente alligevel at billedet var så godt, at det skulle have en hæder.

Det blev til 1000 kroner, som Formand for Børneudvalget i Billund Kommune, Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, tog på skolen for at overrække til de fire elever fra 7.A, der stod bag billedet.

– Vi har her i kommunen sat mange initiativer i gang, som skal forebygge rygning blandt børn og unge. Og derfor er det vigtigt for mig, at vi også giver anerkendelse, når vores unge mennesker selv engagerer sig og gør en indsats for, at vi når vores fælles mål, siger Ann Charlotte Vilstrup, der er imponeret over alle billederne fra både Vestre Skole og Billundskolen, der også var med i temaugen.

– Af billederne fremgår det tydeligt, at de unge er optaget af det sunde fællesskab, og at vi mennesker både bidrager og lever af naturen. Røg forurener på alle måder. De viser, at de har forstået, at livet går ud på at vælge det sunde og nære til fællesskab og naturen. De tør gå foran som de gode eksempler – hatten af for dem, siger Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup.

Billedet, der blev præmieret, hedder ”Kærlighed er bedre uden røg”.