Andedammen har endelig fundet en ny leder

Foto: Billund Kommune


Efter længere tid er det nu endelig lykkes Billund kommune at finde en ny leder af Børnehuset Andedammen i Vorbasse.

Stillingen har været ledig siden sommer og har været slået op et par gange, inden den nye leder kunne findes.

Valget er faldet på Søs Greve Nielsen fra Holsted, der begynder i sit nye job allerede 1. februar. Hun kommer aktuelt fra en stilling som pædagogisk leder af indskolingen og daglig leder af SFO’en på Højmarkskolen i Holsted, hvor hun har været siden 2010.

Den nye leder i Børnehuset Andedammen er uddannet pædagog og Marte Meo-terapeut og er i gang med en diplomuddannelse i ledelse.

– Med Søs får vi en tydelig og nærværende leder med blik for de samarbejdsmuligheder og den sammenhængskraft der er i Vorbasse med dagpleje, skole og idrætscenter som naboer, siger Lisbeth Østergaard, der er områdechef for Dagtilbud i Billund Kommune.

Den nye leder glæder sig til sit nye job:

– Børnehuset Andedammen har et værdisæt jeg kan lide, en fantastisk beliggenhed, der giver unikke muligheder for aktiviteter og samarbejde med skole og foreningsliv om forskellige læringsforløb, siger Søs Greve Nielsen i en pressemeddelelse fra kommunen.