Bamsemuseet og parken åbner i Billund næste forår

Edith Kirk Christiansens smukke have er omdannet til park, der vil være åben i museets åbningstider. Foto: Teddy Bear Art Museum


Arbejdet med at forvandle Edith Kirk Christiansens hjem til Bamsemuseum er i fuld gang og nu kan indehaverne melde ud at første åbningsdag i den nye attraktion bliver pinsesøndag den 20. maj 2018.

Bamsemuseet med den formelle titel, Teddy Bear Art Museum, bliver hjem for over 1.000 bamser og vil afspejle bamsens alsidighed i design og materialer og formidler bamsen som kunstform, som det hedder i en pressemeddelelse fra museet.

– Bamsen er din bløde fortrolige, som holder på dine hemmeligheder. Bamsen er en livslang ledsager. Siden 1902 har bamsens skiftende udseende fulgt samfundets udvikling, i gode såvel som dårlige tider, fortæller museet.

På Teddy Bear Art Museum i Billund vil man blandt andet kunne møde den verdenskendte bamse Alfonzo, en rød Steiff bamse fra 1908, der engang var ejet af en Romanov prinsesse, ligesom der vil være eksklusive samlinger af håndlavede, unika bamser lavet af kunstnere fra hele verden. Derudover vil museet også tilbyde kurser i bamsesyning for både øvede og nybegyndere.