Biblioteket holder lukket – før den store åbning

Der er blevet knoklet for at skabe de nye rammer til Billund Bibliotek. Billedet her er fra tidligere i processen. Foto: Jeppe Donslund


Billund Bibliotek og Borgerservice holder lukket i perioden fra den 1. til den 20. maj. Årsagen er at biblioteket skal flytte tilbage til de renoverede lokaler i Billund Centret.

Bibliotek og Borgerservice har i en længere periode haft midlertidigt hjemsted i Centrets teatersal, men det er altså snart slut.

Inden længe skal al inventar samles og alle materialer flyttes tilbage i det nye bibliotek. Og jo mere der er lånt ud, jo mindre skal personalet slæbe, lyder det meget logisk fra Billund Bibliotek.

– Jo flere materialer, der udlånes, jo mindre skal vi flytte. Som tak for hjælpen er der forlænget lånetid på de fleste materialer. For eksempel er lånetiden for film normalt syv dage, men i denne periode vil den i Billund være forlænget til d. 25. maj. Hvis man er i tvivl om afleveringsdatoen, vil den fremgå af udlånskvitteringen, lyder meldingen fra Biblioteket.

Den 21. maj slår Billund Bibliotek dørene op til de nye rammer, der er tegnet af kunstneren Rosan Bosch og hendes arkitekter. Her vil der ifølge biblioteket selv være masser af underholdning for store og små.