Billund Lufthavn tæt på fordobling af passagertal

Foto: Billund Lufthavn/Kenneth Stjernegaard


I januar 2023 gik 214.018 passagerer igennem terminalen i Billund Lufthavn. Det er en vækst på 90,9 procent ift. januar 2022. Den massive vækst i januar skyldes, at COVID-19 stadig havde et fast greb i samfundet i starten af 2022.

Den høje aktivitet i passagerterminalen er langt hen af vejen båret af rutetrafikken, hvor bl.a. erhvervslivet er kommet fornuftigt i gang igen. Samtidig er der stadig høj aktivitet blandt de ferierejsende, der både søger til tropiske himmelstrøg men også til snehvide skipister.

– Der er for første gang høj aktivitet i januar, siden Covid indtraf. Det er skønt, at aktiviteten igen bliver fordelt på hele året. Der er især høj aktivitet på rutetrafikken i Billund Lufthavn. Vi kan se af vores data, at erhvervstrafikken nærmer sig samme niveau som før Covid, siger lufthavnsdirektør, Jan Hessellund og fortsætter med at sætte nogle ord på ferietrafikken:

– Aktiviteten på ferietrafikken er fortsat høj. Den lille afmatning, som vi ser i januar, er inden for de normale sving i aktiviteten, som vi også så før Covid. Så optimismen er stadig høj, da inflationen ikke har påvirket danskernes rejselyst nævneværdig. Danskerne vil ikke kompensere på deres udlandsbesøg, siger lufthavnsdirektøren.

2023 starter, hvor 2022 slap med dialoger mellem Billund Lufthavn og forskellige flyselskaber på både passager- og fragtsiden. Og det har da også allerede båret frugt i og med selskabet Play i starten af året meddelte, at de fra den kommende sommer vil flyve to ugentlige afgange fra Billund Lufthavn, således der i kombination med Icelandairs flyvninger nu er fem ugentlige afgange mellem Billund og Island. SkyAlps startede op som nyt flyselskab i Billund Lufthavn den 7. januar med en rute til den populære ski-destination i Italien, Bolzano.