Billund-træner vandt Dansk Travderby

Rene Kjær (i grønt til højre) brød ud i jubel, da han sammen med hesten Axel krydsede målstregen som den første i årets derby. Foto: Billund Trav/ Martin Timm Holmstav


Søndag eftermiddag blev årets største danske travløb afviklet på Charlottenlund Trav. Det blev med Billund-træner Rene Kjær som vinder, da han som kusk kunne indfri favoritværdigheden med hesten Axel.

Parret har gennem hele sæsonen været årgangens bedste ekvipage, så der hvilede et stort pres på den dygtige kusk da starten gik til det Danske Derby. Efter en rolig indledning på løbet, blev Axel sendt til føring efter ca. 1000 meters kørsel, og siden så de 11 konkurrenter kun bagskoene af den røde vallak. Ned gennem opløbet kunne Axel og Rene Kjær trække fra til en sikker sejr.
Ejer af Axel er Karsten Holm, som også selv forestår træningen af den stærke hest sammen med sin samlever Ellen Piltoft. Sejren indbragte Karsten Holm 560.000 kr.

I det hele taget blev derby-dagen en fremragende dag set med Billund-brillerne på. Senere på dagen vandt Rene Kjær nemlig også en sejr med hesten Trophy, der ejes af hans trænerkollega, Gitte Madsen fra Billund.

Derbyvinderen hyldes på Billund Travbane næste løbsdag, som er torsdag den 8. september kl. 18.30.