Billund-virksomhed har indledt produktion af værnemidler mod coronasmitte

Sådan ser de nye værnemidler fra HN Group ud.


HN Group A/S i Billund begyndte i aftes produktionen af ansigtsvisirer til sundhedsvæsenet.

Virksomheden kan producere 25.000 styks i døgnet – altså hvad der svarer til 175.000 styks på en uge. HN Group forventer endda at kunne tredoble produktionskapaciteten i løbet af kort tid.

Ambitionen er først og fremmest at efterkomme den danske efterspørgsel på værnemidler, men det er også planen at hjælpe udlandet.
Fremstillingen af de mange ansigtsvisirer er sket i et tæt samarbejde med folieproducenten Sky-Light i Varde og salgsselskabet Hounisen Laboratorieudstyr fra Skanderborg.

– Vores samarbejde rummer mange af de helt rigtige kompetencer i forhold til produktion og distribution af det konkrete værnemiddel. Vores motivation er stor, og vi synes, at det giver god mening på flere niveauer at tilbyde vores hjælp i fællesskab, siger administrerende direktør Henrik Nicolajsen i en pressemeddelelse.

Hos branceorganisationen Plastindustrien er administrerende direktør, Thomas Drustrup, imponeret:

– Jeg er virkelig imponeret af, hvordan flere og flere danske plastvirksomheder bidrager til at fremskaffe værnemidler. HN Group har eksempelvis startet en produktion af ansigtsvisirer op fra bunden, mens andre bruger deres internationale netværk til at få andre værnemidler til Danmark. Industrien vil meget gerne medvirke til, at sundhedspersonalet får adgang til de fornødne værnemidler, der nedsætter smitterisikoen, lyder det fra Thomas Drustrup.