Der var udsolgt længe i forvejen, da Politikens chefredaktør Christian Jensen vendte tilbage til sin barndomsby for at holde foredrag på Grindsted Bibliotek.
Og besøget blev et personligt gensyn med byen, melder Netavisen Grindsted.
– Man kan tage Christian ud af Grindsted, men man kan ikke tage Grindsted ud af Christian, sagde han.
Inden foredraget havde Christian Jensen været forbi flere steder fra sin barndom – blandt andet Tingparken, Vester Boulevard og Nordre Kirkegård, hvor hans forældre ligger begravet.
På biblioteket fortalte han åbent om en svær opvækst med en alkoholiseret far, men også om de steder og mennesker i Grindsted, der blev afgørende for ham. Biblioteket og skolen gav ham tryghed og voksne forbilleder, mens den lokale avis Vestkysten blev hans vej ind i journalistikken.
Han begyndte som avisbud og fik senere lov til selv at skrive for avisen. Det blev begyndelsen på den journalistiske karriere, der siden har ført ham til posten som chefredaktør på Politiken.
Foredraget tog udgangspunkt i hans bog “Til sidst kommer det frem”, hvor Christian Jensen både fortæller om sin egen families hemmeligheder og om whistleblowere og nogle af de største afsløringer i dansk presse – fra Edward Snowden og den forbudte PET-bog til sagen om Inger Støjberg.
Foredraget var arrangeret af Billund Bibliotekerne som en del af Grindsted Festuge.


