Cafe Hack rykker ind i Billund Lufthavn

Aarhus Teater skal renoveres. Derfor rykker den populære Cafe Hack midlertidigt ind i Billund Lufthavn. Foto: Cafehack.dk


Billund Lufthavn får ny cafe. Det er hjemstedet for det populære radioprogram Dahl på Hack, Cafe Hack, der rykker ind i lufthavnen.

Der er dog kun tale om en midlertidig flytning, mens Aarhus Teater, hvor cafeen har hjemme, bliver renoveret.

Den midlertidige flytning til Billund Lufthavn er ifølge Aarhus Stiftstidende kommet i stand, fordi indehaveren af cafeen, Thomas Jensen sidder i netværksgruppe med to fra Billund Lufthavn, og her opstod ideen om at lade den kendte restaurant og cafe flytte ind i lufthavnen, mens renoveringen står på.

Helt konkret skal Cafe Hack være i området mellem check-in og ankomsthallen – der hvor der i dag er Cafe Square.

Også radioprogrammet, Dahl på Hack, der bestyres af Søren Dahl på ClassicFM, flytter med til Billund.

Café Hack åbner i Billund Lufthavn 1. juni, og første program optages 9. juni.