Carpark North vender tilbage i Gryden

Lau Højen (i midten) vender sammen med Søren Balsner og Morten Thorhauge tilbage til Musik i Gryden 2017. PR-foto


Gryden kogte i dén grad, da Carpark North gæstede Grindsted Stadion i 2015-udgaven af kommunens største havefest. Og sørme om ikke Lau Højen og co. vender tilbage til Grindsted til Musik i Gryden 2017 – og de tager endda populære Wafande med.

– Rigtig mange – også dem der på forhånd var skeptiske eller neutrale – var oppe at køre over Carpark North i 2015, og vi glæder os til et gensyn, ligesom vi glæder os over at kunne tilbyde publikum et nyt spændende navn som Wafande i Grindsted, siger Kurt Holm fra koncertudvalget bag Musik i Gryden.

Med Carpark North og Wafande har Musik i Gryden præsenteret fire af de seks navne, der indtager scenen lørdag den 5. august 2017. Tidligere er Queen Machine og Nik & Jay blevet præsenteret. Billetsalget blev indledt i går, og arrangørerne forventer, at der igen i år vil ligge Musik i Gryden billetter under mange juletræer i Billund Kommune.

– Vi synes de første fire navne hver for sig har topklasse og appellerer til en meget bred skare. Og vi håber og regner med snart at kunne præsentere endnu to navne, som fuldender et meget stærkt hold af musiknavne til Musik i Gryden 2017, tilføjer Kurt Holm.