Corona-sikker julekoncert i Vestermarkskirken

PR-foto


Vestermarkskirken i Grindsted satser på at kunne gennemføre årets julekoncert med Karina Holgersen – dog med noget lavere antal publikummer end tidligere grundet corona.

Koncerten finder sted tirsdag den 1. december og der vil kun blive solgt 160 billetter – det er halvdelen af hvad der plejer at blive solgt til koncerterne.

– Vi kan ikke forsvare at have flere ind i kirken på en tryg og sikker måde, siger Charley Stephansen fra Vestermarkskirken i en pressemeddelelse.

Udover de færre billetter til salg, vil der i år heller ikke være mulighed for fællessang:

– Det er vi kede af, men det er bedre at kunne tilbyde en julekoncert uden fællessang end slet ikke nogen koncert, siger Charley Stephansen .

Billetsalget til julekoncerten i Vestermarkskirken er skudt i gang i dag.