De første bygninger i LEGO Campus er godt på vej


I går kunne håndværkerne og bygherren holde rejsegilde for LEGO Campus – det 54.000 kvadratmeter store byggeri, der fra 2021 skal huse op mod 2000 af LEGO Koncernens medarbejdere i Billund.

De første to af i alt otte bygninger på pladsen mellem Aastvej og Højmarksvej har nu nået fuld højde, og det var en god anledning til at holde rejsegilde for byggepladsens håndværkere.

Ud over kontorer vil LEGO Campus indeholde møde- og kantinefaciliteter samt hotelværelser for tilrejsende LEGO medarbejdere. Desuden vil bygningerne rumme et såkaldt ”People House”, hvor LEGO medarbejdere fra nær og fjern kan mødes til sport, hobbies og kollegialt samvær. Byggeriet vil være omgivet af et parkområde, som bliver offentlig tilgængeligt.

Samtidig med byggeriet af LEGO Campus opføres på Højmarksvej et parkeringshus, som vil få plads til ca. 1850 biler.