FDF Grindsted tænkte ud af boksen


Gennem en kombination af sociale medier, samarbejde med kirken og traditionelle færdigheder indenfor FDF, fik seniorerne i FDF Grindsted torsdag sig en helt særlig oplevelse.

På forhånd var de alle blevet inviteret til en begivenhed på Facebook under navnet “et hemmeligt møde”. Som det eneste havde de fået besked på at pakke tøj og skolesager til den efterfølgende dag.

Dette hemmelige møde havde fokus på kodeløsning, mysterier og ikke mindst at klare opgaver selvstændigt i en mindre gruppe. Gruppen fik som det første udleveret en kasse med en kodelås, som de på en eller anden måde skulle få åbnet, før de kunne fortsætte.

Vejen til koden var ikke nem. Først skulle de sammensætte informationer om dem selv fundet på diverse sociale medier til et skattekort, hvor der til deres store misfornøjelse befandt sig endnu en kasse – her manglede dog en nøgle. Og sådan fortsatte det indtil de til sidst fandt koden til den første kasse i bunden af et stearinlys.

Spændingen steg. I kassen befandt sig en snapchat-QR-kode, som skulle lede dem på et snapchat-løb gennem Grindsted by for til sidst at ende ved kirken, hvor de skulle tilbringe natten. I samarbejde med præsten Steen Frøjk Søvndal afsluttedes aftenen med en hyggelig andagt i stearinlysets skær.

– Alle seniorerne var enige om at denne aften havde været udfordrende på den fede måde! Som FDF’er er det fedt at kunne tænke ud af boksen og få lov til at lade sine vilde ideer udfolde sig. Det er fedt at blive udfordret på sine færdigheder og i sidste ende få en kæmpe succesoplevelse, når det umulige pludselig bliver muligt, lyder det fra FDF Grindsted.