Sdr. Omme Skole snuppede sejren i Naturfagsmaraton


Det blev 6.A fra Sdr. Omme Skole, der snuppede sejren i den lokale finale af årets naturfagsmaraton.  Det var også selvsamme klasse der præsterede bedst i kategorien Skøre Maskiner, som klassen også vandt.

I kategorien Styr Lyden vandt BillundSkolens 5.A, mens M1B fra International School of Billund præsenterede den bedste løsning i at male med PPG – altså med naturens farver – og at bygge et transportbånd, der kan flytte malerbøtterne fra A til B.

Grindsted Privatskoles 5.A vandt i kategorien Forbind med TDC om at undersøge internetvaner blandt kammeraterne og designe et spil, mens Lynghedeskolens 5.B præsenterede det bedste i de to sidste kategorier Hit med Tyggegummi og Rum-Robotter.

Dommerne i alle kategorier var lokale gymnasieelever fra Grindsted Gymnasie- og Erhvervsskole.