Flere lejligheder på vej i Billund


Den gamle stationsbygning i Billund, der senest har fungeret som værtshus og diskotek, er på vej til at blive revet ned. I januar blev bygningen solgt hos kurator over konkursboet Stationen ApS og køber var tømrermester Jørgen Uth fra Billund. Hans plan er at rive bygningen ned og opføre nyt:

– Jeg snakker lidt med kommunen om at opføre nogle lejligheder på stedet, siger Jørgen Uth til BillundOnline.

Og de lejligheder falder på et tørt sted, siger kommunens bosætningskoordinator, Marianne Witte.

– Det glæder jeg mig rigtig meget til, fordi vi i dén grad mangler lejligheder i forskellige størrelser og udformninger. Vi får lige nu børnefamilier hertil, som gerne vil have lejligheder, men også unge mennesker, som gerne vil placere sig i byen tæt på arbejde og lufthavnen, men som også godt ved, at de nok skal videre på et tidspunkt. Det er to forskellige segmenteringer, som har brug for hver deres type lejlighed, siger Marianne Witte.

Hendes vurdering er at der lige nu mangler 40-50 lejligheder i Billund:

– Jeg vil tro at der snildt kunne lejes 50 lejligheder i forskellige størrelser ud indenfor meget kort tid, siger Marianne Witte.