Flere tusinde liter vand pumpet ud fra Mr. Ebbes kælder


Det var noget af et syn der mødte Ebbe Olesen – indehaveren af Mr. Ebbe & AnnBett – i morges, da han gik ned for at gøre klar til at åbne butikken. Hele kælderområdet var fyldt med vand – rigtig meget vand.

– Ebbe ringede til mig og sagde jeg skulle have gummistøvler på på job i dag, siger Søren Schou Rosendahl fra Mr Ebbe & AnnBett. Og Ebbe fik helt ret. Det var nemlig ikke nok med almindeligt fodtøj for at komme i kælderen og tjekke skaderne, inden skadesservice overtog.

En defekt pumpe i butikkens baggård betød, at de store mængder regnvand, vi har fået de seneste døgn, ikke kunne holdes ude af butikkens kælder. Først på eftermiddagen onsdag var de første 10.500 liter vand pumpet op fra kælderen og den udsendte medarbejder fra skadesservice fortsatte arbejdet med at tømme kælderen for vand.

– Det er sket en gang før for mange år siden, hvor vi stod i mere end knæhøjt vand hernede, forklarer Søren Schou Rosendahl. Han er lettet over at butikken for mange år siden fulgte rådet fra forsikringsselskabet om ikke at have varer stående i kasser på gulvet.

– Alle varer er fri af gulvet – og endda et godt stykke fri – så vi har ingen vandskader på varene. Nu skal den næste tid vise om der er kommet skader i fundamentet, siger Søren Schou Rosendahl.