Fondspenge til lokal teatertrup

Giuseppe L. Bonifati og Maestro Claudio Passilongo, skabere af koncert/show Fly me to.... som vil blive præsenteret blandt andet i internationale lufthavne i 2022. Foto: Det Flyvende Teater


De Regionale Kunstfonde, som består af Den Jyske Kunstfond og Øernes Kunstfond, har netop givet i alt 43 projekter den gode besked, at de modtager støtte til at realisere deres kunst- og kulturtiltag.

Projekterne har alle det til fælles, at de består af samarbejder mellem kunstvirksomheder og virksomheder fra erhvervslivet, som har mod på at styrke og fremme en bæredygtig og nyskabende forretningsudvikling.

Blandt modtagerne af pengene er Det Flyvende Teater i Billund, der kan se frem til en støtte på 150.000 kroner.

– Med rødderne fast forankret i Billund, vil ”Det Flyvende Teater” være synligt i lufthavnen og i byens rum, hvor borgere og turister får en række unikke oplevelser, der strækker sig ud over den tilhørende teatersal. Med konkrete projekter som teaterforestillingen ”Mågen” i Billund Lufthavns hangar vil de engagere et dansk og internationalt publikum gennem kulturelle og kunstneriske aktiviteter, lyder det i begrundelsen for at tildele den lokale teatertrup de 150.000 kroner.